TIL FORSIDE  |  ENGLISH  |  KONTAKT  |  UDSKRIV
Dansk Transport og Logistik
LOG IND
20. januar 2012

Yderligere liberalisering af cabotagereglerne tvinger vognmænd til udflytning

Grænsekontrol
Arkivfoto: Per Daugaard
Målt i tonkilometer har danske lastbiler i de seneste 10 år tabt markedsandele i den internationale trafik til de udenlandske lastbiler. Det fremgik af Transportøkonomisk Forenings (TØFs) konference om lastbiltransportens rammevilkår, som blev afholdt på Christiansborg i går 19. januar 2012, hvor DTL deltog. Det kom også frem, at udviklingen for de danske lastbiler på hjemmemarkedet i samme periode har været relativ stabil.

Et meget væsentligt budskab fra cheføkonom Svend Torp Jespersen fra konsulentfirmaet Copenhagen Economics, som står bag den rapport, der blev præsenteret i går på konferencen, var i den forbindelse ikke mindst, at hvis de nuværende cabotageregler, som i dag sikrer en fair konkurrence på det nationale marked, fjernes, vil branchen blive sat under et yderligere pres, end den er i forvejen og føre til yderligere udflytning af danske vognmandsvirksomheder til andre europæiske lande.  

En eventuel liberalisering af cabotagereglerne skal i givet fald ske via EU-lovgivning, som 90 pct. af al dansk lovgivning i forvejen er baseret på. For at sikre, at udviklingen sker i et passende tempo, har de 3 nordiske vognmandsorganisationer – DTL, Norges Lastebileier-Forbund og Sveriges Åkeriföretag – dannet én fælles spydspids, Nordic Logistics Association (NLA), i Bruxelles.

”Det danske og de øvrige nordiske vejtransporterhverv står i en alvorlig situation, som kan blive dramatisk forværret med en forceret liberalisering. Det er derfor, vi har taget initiativ til et formelt og kraftigt styrket samarbejde med de nordiske lande. Samtidig roser DTL regeringen for den bebudede nedsættelse af udvalg om modvirkning af social dumping og af en produktivitetskommission, som vi gerne ser inddrager mobilitet og transport som en vigtig faktor,” udtaler DTLs adm. direktør Erik Østergaard.

Produktivitetskommissionen har til formål at afdække årsagerne til den lave produktivitetsvækst, der har gjort sig gældende siden midten af 1990'erne og på den baggrund afgive konkrete anbefalinger, som kan styrke den danske produktivitet.  
Grønningen 17 • Postboks 2250 • 1019 København K • Telefon 70 15 95 00 • Telefax 70 15 95 02
Copyright © 2009 • Dansk Transport og Logistik • CVR-nr. 21 25 16 07